Design Circus rigger til Kaiserkai i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg           design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

design circus indretter i Hamborg

 

En skøn henvendelse om en privat indretning på Kaiserkai i Hamborgs nye havnefront . Et byggeri af selveste Phillip Starck, har givet mig lov til at  jonglere med ingredienser til en unik havnelejlighed. Den og dens nye indbyggere fortjener cool nordisk kant med rå elementer skabt i en kombination mellem bl.a. svenske Asplunds feminine linjer, wallpaper Bricklane, Louis Poulsens & Montana´s klassiske stil (sidstnævnte med gyldne farvede bagbeklædninger) og andtradition´s forfriskende tone.

 

Design Circus rigger til og lader dig smage lidt på de udvalgte designs, mens resultatet venter lige om hjørnet. Ideen er at alle ingredienser flettes sammen til en personlig havnelejlighed med attitude i både kobber, træ, lakeret metal, skiffer og geometriske mønstre i en gråskala suppleret af en tydelig gylden glød.

 

(2) Kommentarer

Design Circus hos Ursula på Bella Sky

Champagnepropperne sprang og klædet blev løftet for forårsnyheder på DesignTrade, hvor Ursula´s tale rørte mig. Øjeblikke i selskab med interiørfaget, mødet med nye og gamle brands, formsprog, materialekombinationer, farvemix og vigtigst af alt mødet med branchens ihærdige ildsjæle er mere end vel modtaget. DesignTrade var årets 1. interiørmesse og den blev overraskende koblet sammen med en ypperlig historiefortællende Ursula Munch-Petersen.

Ursula forførte pressen ved Kählers forårslancering, hvor hendes velkendte (tidligere Royal Copenhagen producerede) kande og Ursula stel blev præsenteret i en forbedret forbrugervenlig version. Det er til sjældenhederne, at den erfarende kunsthåndværker, designer og kreativ ildsjæl lyttes til i en branche, hvor der oftest er opmærksomhed på talenter el. fortidens arkitekter. Men lad os blive bedre til at fokusere på crossovers af alder, uddannelse og erfaring ellers går vi glip af en unik erfaring, der bør få os bedst videre.

Mødet med Ursula rørte mig – og den talstærke presse på Bella Sky´s herlige 23. etage. Så her kommer det længste blogindlæg nogensinde (måske din undskyldning for en fredelig søndagslæsning!) for Ursula gav mig efterfølgende sin tale. Den inspiration og virkelighed, som hun har sammensat i denne tale er ord fra en uimodståelig idlsjæl, der er værd at lytte til, det bevidner også igen – hvor vigtige de menneskelige relationer er.

Design Circus møder Ursula på Bella Sky

Tillykke til Kahler, lykke til med salget og værsgo´ til Ursula  :

“Det er jo fint at kunne stå her idag fordi Kähler-design er i gang med at genoptage produktionen af mit fajancestel. Jeg kan jo kun være glad for at Frantz Longhi og hans folk har påtaget sig den opgave. På opfordring vil jeg nu fortælle om tilblivelsen af serien. 

Fra 1973 og 20 år frem underviste jeg på “Skolen for brugskunst” (tidligere Kunsthåndværkerskolen og nu Danmarks Designskole). Dengang sagde man at : “De sjove laver “fri” keramik, de bliver kunstnere mens de kedelige laver brugsting. Det var jeg ikke enig i. Jeg havde læst Georg Simmel (kaldet sociologiens fader), som for 100 år siden skrev et essay “Hanken” om forskellen på et kunsthåndværk og en brugsting uden at det ene er finere end det andet:citat ” “Hankens princip: at være kunstværkets formidler ud til verden og alligevel selv være fuldkomment inddraget i kunstformen, bekræftes i sidste ende af, at dens modstykke, vasens munding eller læbe, falder ind under nøjagtig samme ressort. Ved hanken når verden ind til vasen, ved mundingen når vasen ud i verden…”

Også et halvt år i Mexico, hvor jeg arbejdede på kunsthåndværker/designskolen i Mexico City, ændrede mit syn på skandinavisk design, som ellers blev beundret dér. “Salas Danesa”. Jeg sagde mange gange, se dog på jeres egne ting, for jeg oplevede stor farveglæde og på deres nationalmuseum fremmede, morsomme og fint, fint forarbejdede ting, mens vi her usagt havde forbud mod farver og ønskede rene former, hvilket betød strenge geometriske former helst uden synlige hanke, tude eller anden pynt. 

1984

Sammen med lærerne fra Skolen for Brugskunst etablerede Camilla plum og Nanna Simonsen en restaurant i Kunstindustrimuseet “Grønnegården”, som varede i tre måneder. Lærerne laver møbler, tøj, glas og keramik til serveringen, det var lige en opgave for mig at lave en masse forskelleige serveringsskåle til de fine småretter.

Erik Magnussen (Stelton kanden) som da var kunsternisk konsulent på Bing & Grøndahl kontaktede mig i forlængelse af udstillingen i Grønnegården – og bad mig om, at lave en serie serveringsting til B&G. Jeg arbejdede videre med nogle dele fra Grønnegårdsudstillingen som mit forslag bl.a. et 56 cm. langt ovalt fad og 2 størrelser ovale tallerkener plus nogle opsatser. Kort efter fusioneres B&G og Royal Copenhagen stoppede som kunstnerisk konsulent.

Jeg bliver sammen med en lille gruppe keramikere/designere, dels de ansatte kunstnere på Den Kgl. bedt om, at arbejde med forslag til fajanceproduktionen, da godsvognene kører halvtomme gennem tunnelovnen, hvor varerne kører kolde ind i den ene ende og varmes op til toptemperaturen i den miderste og kommer ud nedkølede i den anden. Ovnen skal altså køre hele tiden.

Dengang fik vi ikke at vide, at der var diskussioner om at lukke denne del af produktionen helt ned. Fajancefabrikken Aluminia startede i 1863 på Frederiksberg, 10-20 år senere blev Den Kongelige Porcelænsfabrik opbygget samme sted. Vi blev inviteret til et møde, hvor vi fik fremvist Aluminias  glasurprøver, og der var masser af farvede prøver fra de gamle fajanceserier, og jeg blev begejstret over materialemulighederne. Det var sjovt at bruge farver og at overdrive hanketude og knopper. En designer ville nok have gennemført det ovale også i kopper og spiseskåle og lavet 3 ens hanke på de 3 kander. Men som håndværker er der ingen grund til at gennemtrumfe et koncept, altså behøver den mindste kande ingen hank, den mellemste fik en lidt kantet hank, mens den største fik en helt rund. En spiseskål synes jeg skal være rund fordi bevægelsen med en ske er afrundet. Den sidste lille steldel jeg fik med var en ganske lille kantet krystalagtig skål, hvor jeg høvlede alle de mange små kanter ud af en gibsklump uden andet system end mit syn. Den ville være kompliceret at tegne, men simpel at lave. Det var meningen med den. Den blev kun lavet i hvid ligesom en riflet spiseskål med låg, idet kanterne og riflerne var der istedet for en farve. Jeg snoede mig hele tiden udenom et fastlåst koncept, og opgaven var at lave både variation og sammenhæng. Én ting var dog gennemgående, ingen påsat dekoration fordi der i forvejen var så mange dekorerede stel og sammen med dem kunne det ensfarvede fungere uden at det skulle være et egentlig stel men mere en samling af enkelte brugsting.

 Efter mange år som underviser havde jeg lært ligeså meget som de studerende, og jeg oplevede nu at jeg kunne trække på almen erfaring, hvor alle oplever form som et psykologisk sprog : hårdt og blødt, spidst og kantet. En brugsting må forholde sig til tyngdekraften, så at en skål er en fordybning, der ligesom en sø omkranser noget flydende. En krukke er statisk mens tuden og hanken udtrykker forandring. Når gamle beholdere i hele verden ofte har 3 og ikke 4 ben er det fordi 3 ben står støt på ujævn grund, mens 4 slutter sig sammen 2 og 2 og kan få tingen til at vælte osv.

 1988

Jeg fik det tre-årige arbejdslegat. Havde søgt flere år, men som lærer var det svært, men keramikeren Jane Reumert som var med i Kunstfonden kontaktede mig. Da de tre år var gået med at arbejde videre med serien og legatet var brugt, sagde jeg til direktøren Leonhart Schrøder, at jeg ikke kunne fortsætte med den meget symbolske løn, som jeg havde modtaget indtil nu. Svaret var “Vi vil ikke lave serien”.

Jeg forklarede, at man skulle vise hvad man havde brugt så stort et legat til og fik lov til at lave en udstilling i R.C.s lokaler på Amagertorv, hvor jeg kaldte serien for “Hverdagsstellet”, fordi det var lavet i forlængelse af de tidl. fajancestel fra Aluminia, som blev kaldt for fattigmandsporcelæn. Oprindelig var porcelænets højere brænding dyrere, mens arbejdskraften betød mindre. Seriens senere navn “Ursula” var også en forlængelse af tidl. stel som det lyseblå “Sonja” og det grønne “Sigurd”.

Sammen med håndværkerne havde jeg lavet 50 stk. af hver model og alle tingene blev solgt i løbet af få dage, og Politikkens arkitektur og designanmelder Henrik Sten Møller skrev begejstret om udstillingen. Senere efter skriver han en fræk kritisk anmeldelse af et eller andet fra RC og Leonhard Schrøder kontakter Politikkens chefredaktør Herbert Pundik, som han sidder i bestyrelse med. Han siger at han ikke vil finde sig i den slags anmeldelser og inviterer Pundik ud til rundvisning på fabrikken for, at vise ham hvor gode de er. Pundik er imidlertidig ven med Henrik Sten Møller og tager ham med. En af mine gode venner i produktudviklingen ringede til mig om aftenen og fortalte grinende om, hvordan HSM på rundturen gang på gang drillende havde spurgt om mit stel. Til sidst sagde L. Schrøder : ” Jamen stellet kommer da”. Hvorpå der næste dag i Politikken stod “Nu kommer stellet”. Så ringede L. Schrøder til mig og sagde: “Nu vil vi lave dit pragtfulde stel” og alle forarbejder blev taget frem igen.

1993

kommer de første dele – 1994 hele serien med 86 numre, hvor fx. en tallerken i 4 farver var 4 numre.

2001-2002

blev produktionen flyttet fra Smallegade til fabrikken Nikko i Japan. Det tog 2 år at flytte produktionen for ler er et levende materiale, som altid ligesom jord er lidt forskelligt forskellige steder, og heller aldrig opfører sig helt ens under forskellige forhold. Det sætter sig og svinder forskelligt under arbejde og brænding. Altså selvom der gik 2 år var der detaljer, som blev lidt forandret – ikke mindst glasurene – som giver færre glasurfejl jo mere den nærmer sig oliemalings tæthed, men som keramiker vil man gerne fornemme leret gennem glasuren. Stoflighed er et meget brugt keramikord.

RC tog flere og flere dele ud af serien og lukkede tilsidst helt ned for 3-4 år siden.

Stelton var interesseret, men insisterede på at deres nye farveskala skulle gå igen i mine ting, og det kunne jeg ikke acceptere – de nye pastelagtige trendfarver passede slet ikke til mine mere robuste ting.

En dag var der pludselig en facebookgruppe der hed : ” Vi vil have Ursula tilbage”. Og den lever stadig. Udover dette har jeg modtaget en mængde mails med forespørgsler om stellet – i perioder 2-3 gange ugentlig også fra Norge og Sverige, så jeg har været helt overvældet.

For knap 2 år siden blev jeg kontaktet af Frantz Longhi, som havde overtaget den gamle Kählerfabrik i Næstved. Han var interesseret i at genoptage produktionen – nu i Portugal.

Vi lavede en samarbejdsaftale efter, at jeg havde fået produktionsrettighederne tilbage fra RC og siden har jeg haft kontakt og samarbejde med Camilla Christensen og andre på Kähler designs sted i Næstved, som forøvrigt fremover skal etableres i den fine gamle keramikfabriksbygninger, som dog skal restaureres efter en årrækkes forfald.

Nu håber jeg bare for Kähler design og mig selv, at vi sammen får gennemført serien tilfredsstillende i Portugal,  så vi kan leve op til den store interesse. TAK.”

Design Circus møder Ursula på Bella Sky

Stolt sidder jeg så med hovedpersonen : Ursula Munch-Petersen, præcis lige så skøn som hun ser ud. Stort applaus fra mig til Ursula for hendes personlige fortælling og flotte kunsthåndværk. 

(0) Kommentarer
Copyright Design Circus Blog © 2017 | Avivoo - Wordpress CMS hjemmesider og blogs